Kassandra Wellendorf og Simon Løvind
11. januar – 23. februar 2014
Close encounters 

På udstillingen Close Encounters udforsker Simon Løvind og Kassandra Wellendorf, hvad der sker, når man udfordrer og delvis udvisker grænsen mellem privat og offentligt rum, mellem blikke og kroppe og mellem tilskuer og værk.

Tematisk kredser udstillingen om grænsesætning mellem mennesker, og hvordan disse kan fortolkes og muligvis transformeres til medierede oplevelser i udstillingsrummet via video, lyd og sensorbaseret interaktion. Udstillingen præsenterer både solo værker af Kassandra Wellendorf og to interaktive lyd- og videoværker udført i samarbejde med Simon Løvind, Sleeping Obstacles og Handmade Memories.

Handmade Memories er udviklet under et ophold på Statens Værksteder for Kunst i tæt samarbejde med lyddesigneren Morten Dalsgaard. Der er arbejdet med silikone, latexmaterialer og videoprojektioner af hud, der i samspil med stemmer og berøringssensorer skaber fortællinger om en krop i opløsning, en krop der savner kærtegn. Ved at berøre den ’talende’ men ’fragmenterede’ krop har beskueren mulighed for at blive en del af fortællingen og få direkte respons fra værket. I koblingen mellem berøring, videoprojektioner og lyd skabes der en intim oplevelse af en fremmed krop, der opleves grænseoverskridende nær – men også uhåndgribelig og flygtig.

Værket Sleeping Obstacles leger med søvnens private rum. Der vises en projektion af en sovende mand, der reagerer på udstillingsgæsternes forstyrrende tilstedeværelse. Des mere forstyrrelse i rummet, des mere angst bliver den sovende. Dette værk benytter sig også af sensorer, video og lyd for at skabe en grænseoverskridende situation, der overføres til beskueren.

Kassandra Wellendorf er film- og mediekunstner med en lang række prisbelønnede kunstneriske kort- og dokumentarfilm bag sig. I 2006 havde hun en større solo udstilling på Kunstmuseum Magdeburg i Tyskland. I de seneste år har hun primært beskæftiget sig med interaktive video- og lydinstallationer.

Simon Løvind er interaktionsdesigner og mediekunstner. Han har skabt en række værker i samarbejdskonstellationer med andre kunstnere, alle med et omdrejningspunkt om interaktion og forholdet mellem værk og beskuer.

Udstillingen er støttet af Statens Værksteder for Kunst, Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg, FAF, Danske Filminstruktører, Dansk Skuespillerforbund, Statens Kunstråd, Det Danske Filminstitut, Danske Dramatikere og Dansk Metal