Gå gennem historien og oplev kulturen

Frederiksbergs fem udstillingssteder og museer ligger langs en fin rute gennem Frederiksbergs to smukke parker, Frederiksbergs Have og Søndermarken, og forbi byens sjoveste have, Zoologisk Have.

Fra Landsted til Landsted
Ruten går mellem to gamle Landsteder: Bakkehuset og Møstings Hus. Frederiksberg lå ude på landet i sin tid, og her opførte adelen datidens sommerhuse. Et af dem, Bakkehuset, er Frederiksbergs ældste bygning, opført i 1620'erne. Det er også Frederiksbergs historisk set mest berømte kulturhus.

Møstings Hus er en sommerresidens fra år 1800, der har været revet ned sten for sten for at blive genopbygget på sin nuværende placering. 

Op på toppen og ned i dybet
Går man fra Bakkehuset og ind i Søndermarken med retning mod Frederiksberg Bakkes top, hvorfra H.C. Andersen en septembermorgen i 1839 så København for første gang, kommer man til Cisternernes fantastiske underjordiske udstillingsrum. Cisternerne var vandreservoir for hele København indtil 1933. Nu rummer det et fantastisk udstillingsrum, der af tiden og de unikke rumforhold er forvandlet til Danmarks eneste drypstenshule, der danner baggrund for udstilling af samtidskunst.

Gennem parkerne
Museumsruten er en gå-oplevelse gennem to af hovedstadens fineste byparker og langs Zoologisk Have. Der er både historie og nutid at se på. Frederiksberg Slot ligger lige for, og elefanterne i Zoologisk Have kan ses tæt på fra Frederiksberg Have. Har man lyst, kan man tage en sejltur rundt i havens kanaler, finde kildegrotten eller besøge Det Kinesiske Hus.

Runddelen
Museumsruten fører til Frederiksberg Runddel, hvor museet for Frederiksbergs måske mest berømte dansker, Storm P, ligger i et fint hus, der tidligere har fungeret som bl.a. politistation. Om vinteren er her skøjtebane, og om sommeren bruges den ganske firkantede runddel til mange forskellige udendørs arrangementer med udsigt til Københavns smukkeste allé: Frederiksbergs Allé.

Det ældste Frederiksberg
Lige rundt om hjørnet ligger Frederiksbergs ældste gade, Allégade. For vist er sommerresidenserne ældre, men bydelen Frederiksberg opstod omkring Allégade. Senere blev Frederiksberg stedet, hvor byboerne, københavnerne, tog hen for at blive underholdt. Det var stedet for kultur og forlystelser, heriblandt de mange teatre, der skød op i området omkring Alléen. Alhambra - Museet for humor og satire ligger, hvor kulturen møder historien, hvor Frederiksberg Allé møder Allégade, som en hyldest til dansk underholdningskultur.